Shadow Government
Sprudlende instrumental grænsesøgning
De tre nordjyske ildsjæle Carsten Kær på klaver, Matias Fischer på trommer og Mads Houe på bas udgør tilsammen trioen Shadow Government.
Shadow Government henter inspiration fra hele verden – både fra verdens mangfoldighed og umådelige skønhed men også fra verdens magtkampe og barske virkelighed. Bandet har også et lille humoristisk men dybtfølt budskab om hvor magten over det der virkelig betyder noget i verden – kærligheden, glæden og troen på hinanden egentlig burde befinde sig og at vores individuelle stemmer har en større betydning end vi tror!
Trioen opstod i kølvandet af den omfattende Corona-lockdown i foråret 2020, hvor de tre grænsesøgende musikere udnyttede tomrummet til at realisere et længe planlagt drømmeprojekt. På rekordtid blev trioens intense forberedelser til et band af international klasse.
Musikken er søgende – både efter at finde noget helt nyt og uprøvet men også efter komme til bunds i traditionerne og udnytte den vifte af smuk musik, verden allerede er velsignet med. Bandet sange afslører en fælles trang efter at ryste musikgenre-posen og eksperimentere med musikstile lige fra Sydamerika til Armenien. Derfor udspringer der tråde i deres kompositioner til bl.a. brasiliansk samba, armensk folkemusik og moderne jazz fra New York. Trioens exceptionelle sammenspil kan gå alle veje, derfor er det aldrig til at vide, hvor deres musikalske historier kan ende henne.
På trods af trioens aldersforskelle har musikerne opnået et telepatisk sammenspil, der i kraft af tillid og nysgerrighed kan få nærmest alt til at opstå ud af ingenting. Bandet er et eksempel på hvor lidt alder betyder, når det man mødes om, er kernen i det musikalske udtryk.
En af trioens styrker er mangfoldigheden blandt musikerne:
Matias Fischer har hiphop og skæve rytmer i bagagen og er en erfaren studie- og livemusiker, bl.a. med Kenneth Dahl Knudsen, Ahead og Quarantine beats.
Carsten Kær kommer med en bred vifte af verdensmusik og jazz. Han er en af Danmarks mest efterspurgte salsa pianister og har desuden arbejdet med en række fremtrædende brasilianske musikere, bl.a. i projektet Strejf.
Mads Houe (bas) er med stor virtuositet og en funky tilgang til alt fra salmer til free-jazz en lysende stjerne på den nordjyske jazzscene, hvor han er mest kendt for projekterne Moderne Messe og Mads Houe & The Quavers.